​​Mål for Kollektivet Hunderup

Målet er at arbejde for et miljø, der er godt og udviklende for både de anbragte unge og for de medarbejdere der har deres daglige gang i huset.

Det er vores hensigt, at skabe et miljø med rummelighed og anerkendelse af den enkelte, og samtidig støtte den unge i at udvikle sine kompetencer, så han/hun kan begå sig i det omkringliggende samfund.

Det er derfor nødvendigt at rollemodellerne/de ansatte har tid og mulighed for at møde den unge, og handle sammen med denne, både i forhold til at hjælpe med daglige opgaver, til løsning af konflikter og at give mulighed for positive sociale relationer og oplevelser.

​

OVERORDNET PÆDAGOGISK MÅLSÆTNING

I Kollektivt Hunderup arbejder vi ud fra et humanistisk livssyn.

Vi bekender os ikke til en bestemt pædagogisk ideologi eller terapeutisk retning, men tager udgangspunk i den enkelte.

​

Vores filosofi er, at børnene/de unge og familiens problemer er nuancerede, men der vil også være fælles træk. Vi arbejder først og fremmest i relationen. Vi mener, at det vi som pædagoger kan, er at involvere unge i en handlingspræget hverdag, der giver lyst til livet og erfaringer med, det at kunne klare dagliglivets krav og indgå i forpligtende sociale samspil.

​

Husets pædagogik er baseret på:

➲ Relationen

➲ Omsorg/Empati

➲ Gennemskuelighed

➲ Rummelighed/Nær vær

➲ Ærlighed/Respekt

➲ Anerkendelse

➲ Høj faglighed

➲ Samarbejde/aftaler

➲ Ansvarlighed/Selvstændighed

➲ Få regler

➲ Selvindsigt/Selv erkendelse

➲ Ekstern supervision

​

De unge, der bor og lever her i kortere eller længere perioder, er typisk pubertetsunge, der kan karakteriseres som ”kulturelt forarmede”, ”omsorgssvigtede”, ”mishandlede” og præget af en opvækst i splittede familier, af en ødelagt skolegang, af kriminalitet, svag jeg følelse, dårlig social integritet osv. På trods af de ofte smertelige oplevelser og erfaringer de unge bærer med sig, har vi gjort en dyd ud af at skille det socialpædagogiske arbejde fra egentlig terapeutisk arbejde. Det betyder, at vi på trods af uddannet terapeutisk personale, fastholder det socialpædagogiske udgangspunkt, hvorfor behovet for psykoterapi/psykologi varetages af kvalificerede, der ikke er en del af Kollektivets dagligdag.

​

Som professionelle socialpædagoger arbejder vi med at skabe rammer, aktiviteter og sociale relationer, der giver de unge den nødvendige omsorg, tryghed samt tillid til fællesskab og egne ressourcer.

I erkendelse af de problemer vi møder hos vores børn og unge, arbejder vi adfærdsmodificerende.

​

Vi tror på anerkendelse, og at der selv bag en uhensigtsmæssig adfærd er en positiv bagtanke.

Ud fra et menneskesyn der siger, at vi alle gør vort bedste, håber vi at kunne finde de steder, hvor vore børn og unge er gode, deres stærke sider, og bygge videre derfra. Derved kan vi være med til at bibringe børnene/de unge et positivt livssyn, hvor de lærer at opsøge nye muligheder og skabe betingelser for sig selv, som forhøjer livskvaliteten i stort og småt.

​

Vores fokus er på muligheder og ikke på begrænsninger.​

​

Vi opfatter de relationer der skabes i vort levemiljø mellem voksne og unge og mellem de unge indbyrdes, som af afgørende betydning for den læring der finder sted.

De unge, der kommer for at bo her, er ofte kendetegnet ved at have levet deres liv i svage netværk med mange brud og manglende støtte. Det er vigtigt, at de unge her har mulighed for at gøre sig erfaringer med det at skabe og vedligeholde udviklende og støttende sociale relationer. Udviklende og støttende sociale relationer, er relationer der er præget af ærlighed, af både distance og nærhed, af dannelse af selvværd og selvaccept, af kommunikation og indflydelse og af anerkendelse af den unges virkelighedsforståelse.

Med ærlighed menes også ærlighed i forhold til sig/os selv, for er vi ikke ærlige, og accepterer de følelser vi har, kan vi heller ikke lære de unge at acceptere sig selv og de følelser de har.

Derfor er det vigtigt hele tiden, at mærke efter om vi synes at tingene er i orden. At sætte grænser er også en del af ærligheden. Det er ikke altid det at sætte grænser for de unge, men lige så meget at gøre opmærksom på, hvor vore egne grænser er; man kan vel reelt kun sætte grænser for sig selv, og man kan så prøve at begrunde og få andre til at forstå ens grænser, ligesom man må prøve at forstå og respektere andres personlige grænser.

​

Relationen bør være præget af både nærvær og distance. Det skal forstås på den måde, at vi forsøger at finde en balance mellem på den ene side empati, forståelse og deltagelse i de unges sorger og glæder, og på den anden side ikke at overtage og lade sig opsluge af den unges følelser og afmagt. Det er vigtigt at man giver den unge ret til at være et individ med egne følelser, og i stedet for at overtage glæden og fortvivlelsen, at yde plads og omsorg.

​

Det er i det hele taget vigtigt, at de unges eget virkelighedsbillede ikke fornægtes eller tabuiseres. Når de giver udtryk for dette eller hint, når de fortæller om deres oplevelser og erfaringer, om deres forhold til familie og venner, så må vi acceptere at sådan ser virkeligheden ud for dem lige nu.

Vi oplever alle forskelligt ud fra vore egne forudsætninger, og hvis vores oplevelser og erfaringer ikke respekteres, bliver vi heller ikke selv respekterede som individer, der er i stand til at forholde os selvstændigt til tilværelsen. Det forhindrer os selvfølgelig ikke i at foreholde dem, at virkeligheden kan opfattes anderledes, at nuet er mangfoldigt, og at det sete afhænger af den der ser.

​

Det er gennem de sociale relationer de unge kommunikerer og indgår i, at de opbygger deres forståelse af sig selv og deres selvværd. Hvis de unge skal kunne bryde det mønster, der som regel har karakteriseret deres liv og udvikling, er det nødvendigt, at de indgår i sociale relationer med voksne og andre unge, der er præget af accept og tillid til de unges ressourcer og muligheder, ligesom det er vigtigt, at de gør sig erfaringer med, at det er gennem kommunikation med andre, at man kan meddele sig om sine behov og synspunkter for her igennem at få indflydelse på eget liv. Når de sociale relationer er præget af den accept, involvering og tryghed, der her er forsøgt beskrevet, er der chancer for af de unge udvikler selvaccept og tro på egne muligheder, ligesom der er chance for, at de lærer at skabe og vedligeholde nære relationer til andre mennesker. Med lidt højtravende ord kan det hævdes, at igennem de sociale relationer involveres de unge i læreprocesser, der er væsentlige for at kunne skabe et godt liv sammen med andre.

​

Vi har bevidst valgt at satse på et åbent og samarbejdsvilligt miljø. Åbent overfor det lokalsamfund vi ligger i, og hvis accept og støtte vi alle i opholdstedet er afhængige af. Åbent over for de skoler og arbejdspladser hvor vore unge tilbringer en del af deres dagligdag. Åbent overfor for venner og familie. Selvom vi ikke involverer os i egentligt familiearbejde, satser vi på at skabe det samarbejde og den accept, som er afgørende for at den unge giver sig selv lov til at modtage den hjælp og støtte vi og vores miljø kan yde.

​

Endelig skal det nævnes, at vi finder kontinuitet, involvering, omsorg, unges ret til at være unge, samt deltagelse i fællesskabet og i de tilbud og udfordringer, som er for unge i det samfund vi nu engang lever i, som afgørende for det pædagogiske miljø, vi forsøger at skabe.

​

SAMARBEJDE MED FAMILIEN

​

Vi arbejder ud fra en tese om, at det at blive anbragt:

​

➲ For barnet/den unge er forbundet med tab, sorg, savn og følelsesmæssig forladthed.

➲ For forældrene er forbundet med sorg, skam, skyld og afmagt.

​

Vi mener derfor at det er vigtigt for samarbejdet, at der er empati, omsorg og inddragelse.

Vi mener, at samarbejdet med forældrene og øvrige omsorgs personer er vigtigt for barnet/den unge. Hvorfor vi er fleksible i forhold til familiens behov. I det omfang forældre og barnet/den unge ønsker det, vil forældrene blive inddraget i skolemøder, tøjkøb, frisør, lægebesøg, tandlægebesøg m.v.Forældre, øvrig familie og omsorgspersoner er til hver en tid velkomne i huset.​