Målet er at arbejde for et miljø, der er godt og udviklende for både de anbragte unge og for de medarbejdere der har deres daglige gang i huset.
Det er vores hensigt, at skabe et miljø med rummelighed og anerkendelse af den enkelte, og samtidig støtte den unge i at udvikle sine kompetencer, så han/hun kan begå sig i det omkringliggende samfund.
Det er derfor nødvendigt at rollemodellerne/de ansatte har tid og mulighed for at møde den unge, og handle sammen med denne, både i forhold til at hjælpe med daglige opgaver, til løsning af konflikter og at give mulighed for positive sociale relationer og oplevelser.
OVERORDNET PÆDAGOGISK MÅLSÆTNING
I Kollektivt Hunderup arbejder vi ud fra et humanistisk livssyn.
Vi bekender os ikke til en bestemt pædagogisk ideologi eller terapeutisk retning, men tager udgangspunk i den enkelte.
Vores filosofi er, at børnene/de unge og familiens problemer er nuancerede, men der vil også være fælles træk. Vi arbejder først og fremmest i relationen. Vi mener, at det vi som pædagoger kan, er at involvere unge i en handlingspræget hverdag, der giver lyst til livet og erfaringer med, det at kunne klare dagliglivets krav og indgå i forpligtende sociale samspil.
Husets pædagogik er baseret på:
➲ Relationen
➲ Omsorg/Empati
➲ Gennemskuelighed
➲ Rummelighed/Nær vær
➲ Ærlighed/Respekt
➲ Anerkendelse
➲ Høj faglighed
➲ Samarbejde/aftaler
➲ Ansvarlighed/Selvstændighed
➲ Få regler
➲ Selvindsigt/Selv erkendelse
➲ Ekstern supervision
De unge, der bor og lever her i kortere eller længere perioder, er typisk pubertetsunge, der kan karakteriseres som ”kulturelt forarmede”, ”omsorgssvigtede”, ”mishandlede” og præget af en opvækst i splittede familier, af en ødelagt skolegang, af kriminalitet, svag jeg følelse, dårlig social integritet osv. På trods af de ofte smertelige oplevelser og erfaringer de unge bærer med sig, har vi gjort en dyd ud af at skille det socialpædagogiske arbejde fra egentlig terapeutisk arbejde. Det betyder, at vi på trods af uddannet terapeutisk personale, fastholder det socialpædagogiske udgangspunkt, hvorfor behovet for psykoterapi/psykologi varetages af kvalificerede, der ikke er en del af Kollektivets dagligdag.
Som professionelle socialpædagoger arbejder vi med at skabe rammer, aktiviteter og sociale relationer, der giver de unge den nødvendige omsorg, tryghed samt tillid til fællesskab og egne ressourcer.
I erkendelse af de problemer vi møder hos vores børn og unge, arbejder vi adfærdsmodificerende.
Vi tror på anerkendelse, og at der selv bag en uhensigtsmæssig adfærd er en positiv bagtanke.
Ud fra et menneskesyn der siger, at vi alle gør vort bedste, håber vi at kunne finde de steder, hvor vore børn og unge er gode, deres stærke sider, og bygge videre derfra. Derved kan vi være med til at bibringe børnene/de unge et positivt livssyn, hvor de lærer at opsøge nye muligheder og skabe betingelser for sig selv, som forhøjer livskvaliteten i stort og småt.
Vores fokus er på muligheder og ikke på begrænsninger.
Vi opfatter de relationer der skabes i vort levemiljø mellem voksne og unge og mellem de unge indbyrdes, som af afgørende betydning for den læring der finder sted.
De unge, der kommer for at bo her, er ofte kendetegnet ved at have levet deres liv i svage netværk med mange brud og manglende støtte. Det er vigtigt, at de unge her har mulighed for at gøre sig erfaringer med det at skabe og vedligeholde udviklende og støttende sociale relationer. Udviklende og støttende sociale relationer, er relationer der er præget af ærlighed, af både distance og nærhed, af dannelse af selvværd og selvaccept, af kommunikation og indflydelse og af anerkendelse af den unges virkelighedsforståelse.
Med ærlighed menes også ærlighed i forhold til sig/os selv, for er vi ikke ærlige, og accepterer de følelser vi har, kan vi heller ikke lære de unge at acceptere sig selv og de følelser de har.